Spalter.
Det er meget populært at bruge spalter. Spalter kan gøre en tekst nemmere at læse, fordi linjelængden forkortes, men de kan også gøre tekst sværere at læse. Det sker, hvis spaltebredden og fontstørrelsen ikke passer sammen. Hvis spalten er for bred, bliver øjnene nemt trætte, og hvis den er for smal, kommer man til at skifte linie for hvert andet ord. Til en lille fontstørrelse kan man imidlertid godt have en lille spaltebredde. Generelt anbefales det, at hvis man bruger en fontstørrelse på mellem 12 og 14 punkt, bør spaltebredden ikke være mindre end 5 cm. Og slet ikke hvis man bruger lige margener. En for lille spaltebredde sammen med lige margener vil resultere i, at mellemrummene mellem ordene bliver meget store. Så kommer teksten til at danne såkaldte floder. Floder opstår af store mellemrum, der umiddelbart er under hinanden i flere linier.
Jeg skal måske lige fortælle, at den tekst, man ser her, ikke er dansk eller noget andet sprog. Det er en såkaldt "mumletekst." Man bruger sådan nogle, når man skal diskutere layout. Det er, for at man ikke ender med at snakke om tekstens indhold, men kun om, hvordan layoutet ser ud.
Floder ser ikke pæne ud og i værste fald gør de teksten ulæselig. Bl.a. derfor bør man kun bruge lige margener, hvis det tjener et specielt formål og ikke kun for sjov.
Når man bruger spalter, behøver det ikke være kedelige kolonner af tekst. Man kan godt lave et mere varieret billede med spalter. Man kan fx. lave en bred spalte og en smal spalte. Det giver en god variation. Her har jeg også sat et billede ind af en herre, der får sig en velfortjent slapper. Denne opsætning af spalter giver en god variation i det samlede billede af publikationen. Man kan også lave en bred spalte i midten med to små i siderne. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.
Når man arbejder med spalter og tekst i almindelighed, skal man ikke kun tænke på teksten som en kasse. Fx., som med floder, er de enkelte ords placering også vigtig. Noget af det som blandt layoutere og desktoppublichere (ja, det hedder de altså) ikke er så populært, er en såkaldt fransk horeunge. Nu handler det ikke om, at chefen har fået et uønsket lille mirakšel med en fra Frankrig, men om ét ord. Det kan være et hvilket som helst ord, der kan være så uheldigt at blive sådan en.
En fransk horeunge, opstår, når man på den nederste linie har lavet et linieskift, fx. et nyt afsnit, men så er der lige præcis så lidt plads, at det sidste ord må rykke op på øverste linie efterfulgt af et stort mellemrum ned til næste linie. Det ser ikke pænt ud.
Hvis man skulle komme til at lave en fransk horeunge, kan man prøve, om man kan få tekstforfatteren til at pille et ord ud. Hvis det er helt umuligt, er der næsten ikke andet at gøre end at prøve at gøre margenerne lidt mindre og håbe på, at det hjælper. Man kan også gøre et evt. billede mindre, bare man får den ekstra smule plads.
En horeunge er næsten det samme som en fransk horeunge. Forskellen er bare, at en horeunge kun er alene i sidste linie i et afsnit og ikke i toppen af papiret.
