Simon på session

I år 2003 var jeg 23 år gammel, og jeg var derfor før blevet kaldt på session. Det var hhv. mens jeg gik i gymnasiet og på ingeniørhøjskolen, og de gange fik jeg det derfor udsat. Anden indkaldelse, da jeg stadig gik på ingeniørhøjskolen, valgte jeg at få det overstået.

Lidt i 8 om morgenen møder jeg ved Fyns Statsamts lokaler i Jernbanegade, og fulgte skiltningen til indgangen i gården. Jeg kom ind i en smal opgang, og gik op af trapperne, til jeg ikke kunne komme længere. Der var der allerede kommet nogle få stykker, som sad på gulvet og ventede.

Lidt over 8, og mange flere ankomne, blev døren åbnet og alle blev kaldt ind i et lokale, med borde stillet op som til en skriftlig eksamen. Da vi gik ind i lokalet fik vi et nummer - jeg fik nummer 2. Vi fik først gennemgået hvad vi skulle lave, så skulle vi intelligenstestes: I løbet af ca. tre kvarter skulle vi løse så mange opgaver som muligt. Til sidst skulle vi se en video, der fortalte om hvor man kunne aftjene sin værnepligt. Videoen var kedelig, og så mest af alt ud til at være fra en gang først i 90'erne.

Nu var fællesdelen overstået, og så skulle vi undersøges individuelt. Jeg var heldig: Fordi jeg var kommet et kvarter før tid, var jeg en af de første. Jeg kom hen til en dame som målte og vejede mig, testede om jeg var farveblind og hvor godt mit syn var. Så skulle jeg følge med til høretest.

Vi skulle til høretest. Der skulle vi hen to og to, og fordi jeg var nummer 2 nåde damen og ham den anden at rende fra mig, mens jeg hentede min taske og jakke. Jeg fandt dem heldigvis igen, men der var altså ikke noget med at vente. Høreprøven foregik som sådan nogle altid gør: Et par hovedtelefoner på, og tryk på knappen når man hører en tone.

Gammeldags, magelige og forstokkede tankegange.

Indtil nu havde det ikke været så slemt. Jeg var blevet behandlet som et nummer, som en ting på samlebånd, men det var hvad jeg havde forventet. Det var heller ikke overraskende, at man ikke udnyttede sessionen til at forbedre millitærets image. Man kunne sagtens have lavet en kort video om de "strålende muligheder man har ved at være i millitæret", men man er vant til at få en portion værnepligtige hvert år, og de kan så ellers tænke som de bliver beordret til. Der er absolut ingen grund til at lave PR, som alle andre brancher, og dermed forberede sig på en evt. afskaffelse af værnepligten. Gammeldags, magelige og forstokkede tankegange.

Det var nu tid til sessionlægen. Vi blev vist ind i et lille venteværelse, hvor vi skulle tage sko, strømper og bukser af. Jeg synes det er en lidt sær kombination, og lidt i stil med at blive "taget med bukserne nede".

Før nummer 1 og jeg skulle ind, var der en anden inde hos sessionslægen. Han havde været oppe før, men sessionslægen havde ønsket en lægeerklæring. Det var umuligt at undgå at høre gennem døren hvad der blev sagt: Denne her mand havde medbragt en lægeerklæring fra en overlæg på Odense Universitetshospital, hvor denne overlæge havde skrevet at manden ikke var egnet til millitærtjeneste. Stor fejl!

...stillingen nok noget af det laveste man kan komme ud for som læge...

Stillingen som sessionslæge er som andre stillinger inden for det offentlige ikke særlig godt betalt. Det er ikke engang en rigtig lægestilling, for man skal ikke helbrede eller behandle folk. Derfor er stillingen nok noget af det laveste man kan komme ud for som læge, og man bliver kun sessionslæge af nød. Når man er blevet det, er der til gengæld ingen vej tilbage, fordi man har været væk fra den rigtige lægegerning i lang tid. Konsekvensen af det er, at sessionslæger er bitre over deres relativt mislykkede liv. Det eneste de har er deres kontor og de værnepligtige der kommer ind på det: På deres lille kontor er de konger i deres eget rige, og deres eneste glæde i livet er at pine de værnepligtige så meget som muligt - værnepligtige som for øvrigt efter al sandsynlighed vil klare sig bedre end dem selv.

Denne sessionslæge var ingen undtagelse. Overlægen var OUH havde bevæget sig ind på hans territorium, men da sessionslægen ikke kunne gøre overlægen noget, var der kun den værnepligtige tilbage. Den stakkels knægt blev derfor udsat for et forhør på omkring tyve minutter, hvor han skulle gøre rede for hvordan denne her overlæge kunne udtale sig om hvorvidt knægten kunne blive soldat.

Da jeg kom ind til sessionslægen, præsenterede han mig for en anden sessionlæge og forklarede at han skulle (citat) "se hvordan vi gør her i Odense". Ikke nok med at sessionslægen nu skulle pine mig. Nej, han havde en "legekammerat" som han rigtig skulle vise sig overfor. Mit håb var at blive kasseret, så det var et dårligt signal. Selvom sessionslægen spurgte om hans legekammerat måtte se på, turde jeg ikke sige nej, af frygt for at han skulle behandle mig værre endnu.

Jeg havde håbet på at blive kaseret på baggrund af en hudsygdom ved navn keratosis pilaris. Derudover har jeg tidligere brugt en dårlig og forkert indstillet computerskærm, så min øjenlæge har anbefalet mig at bruge solbriller foran skærme. Ved indkaldelsen stod der i brevet, at jeg skulle tage medicin, briller ol. med, så jeg havde pakket et par solbriller og en stor bøtte fugtighedscreme (mod keratosis pilaris) samt lidt andre småtterier. Da jeg kom ind til sessionslægen lagde jeg det hele på hans bord, og efter den omtalte præsentation begyndte den besøgende sessionslæge straks at spørge til det hele. Da jeg var færdig med at foreklare, bad sessionslægen mig om at fortælle det hele igen, for han havde ikke hørt efter.

Der fulgte nu ca. 20 minutters krydsforhør, hvoraf jeg ikke husker meget. Det foregik hovedsageligt på den måde, at gæstelægen spurgte om noget. Jeg skulle så dreje mig 180° for at komme til at se på ham og svare. Derefter kommenterede sessionslægen dels mit svar og spurgte om en masse ting på én gang. Mange af hans kommentarer viste at han enten havde misforstået det jeg sagde meget grundlæggende, eller at han bevidst fordrejede det, og flere af hans spørgsmål var ikke særligt relevante.

Keratosis pilaris viser sig ved små "bumper" på huden, der kan minde om gåsehud. Det kan medføre kløe i større eller mindre grad.

Jeg husker ikke meget konkret fra samtalen, men en af de ting sessionslægen borede ind i var alligevel så grotesk at den hang fast: Han spurgte først hvornår jeg fik konstateret keratosis pilaris, hvilket jeg fortalte ham var da jeg var 12 år gammel. Derpå spurgte han, om det havde kløet, siden min mor havde taget mig til hudlæge. Det havde det ikke, kunne jeg oplyse mig om. Jeg havde "kun" de bemærkelsesværdige "bumper". Det havde han meget svært ved at forstå, og spurgte om det virkelig kunne være rigtigt. Da jeg bekræftede at det var tilfældet, blev han helt stille, og så på mig i lang tid, som om det var helt usandsynligt. Det var som om, at hvis det virkelig var rigtigt hvad jeg sagde, havde jeg den dårligste mor på Jorden.

Når sessionslægen sagde noget forkert, forsøgte jeg at rette ham, men han blev ved med at snakke, og jeg fik kun få muligheder for at sige noget. Dér blev jeg endda afbrudt så hurtigt (han måtte åbenbart gerne afbryde mig) at jeg ikke havde en chance for at kommentere alt som havde hobet síg op i hans seneste talestrøm. Det endte med at jeg opgav, og holdt mund.

Efter at have ventet spændt på en afgørelse i en måned, smed han trumskortet, og lod mig vente i 6 måneder mere, så jeg kunne blive behandlet for en sygdom der ikke kan behandles.

Resultatet af turen hos sessionslægen var, at han udsatte min afgørelse et halvt år, for at se hvordan behandlingen af min keratosis pilaris ville gå. Der var bare det lille "men" at der findes ingen behandling for keratosis pilaris - man kan holde symptomerne nede, men det er alt.

Et år senere, og ikke et halvt år som lovet, fik jeg et nyt brev om at jeg skulle møde på session 14 dage senere. Brevet var datomærket d. 2. marts, men konvolutten poststemplet d. 16. marts. Jeg havde ellers håbet på at jeg var kasseret, eller væk i systemet, men nej.

Jeg forberedte mig på både et godt og et dårligt resultat. Hvis sessionslægen ikke ville kassere mig, var jeg forberedt denne gang: Jeg ville klappe ham på issen og sige »Okay, så må du finde noget andet at kassere mig på. Når jeg bruger computer har jeg ondt i øjnene, når jeg skriver på tastatur har jeg ondt i hænderne, når jeg spiller violin har jeg ondt i ryggen og når jeg sidder ned har jeg ondt i røven. Vælg selv!« Alternativt havde jeg også forberedt en opsummering af en sessionslæges misserable liv, som er gengivet ovenfor.

Det blev der heldigvis ikke brug for. Efter han havde spurgt mig om det samme som sidst, og fået banket ind i hovedet hvordan sygdommen viser sig og at den ikke bare forsvinder af sig selv, blev jeg frikendt (eller "kasseret" i daglig tale).

Jeg har i denne forbindelse oprettet et forum hvor ordet er frit omkring værnepligt og session, så længe det er inde for lovens rammer.