Kæledyr

Mit første kæledyr var en ondulat, som døde af træk. Dernæst fik jeg et han-marsvin, der fik en unge som den parede sig med og fik tre mere. Da min mor efter en del år blev træt af dem, blev de "givet væk til en gård" og jeg fik en skildpadde. Den gravede sig ned i sit sand og døde, fordi den ikke fik varme nok, og trode det var vinter.

Som syvårig fik jeg en kattekilling, som jeg var helt vild med og heldigvis var den mere sejlivede end de andre dyr. Han fik navnet Kitten og jeg havde altid skrammer efter at have leget med ham. Han var en del af familien, i nogen grad familiens overhoved, indtil hans 16. år hvor han blev syg.

Her fik jeg desværre bekræftet min daværende fordom (som nu er fakta) om dyrelæger: De er nogle kolde mennesker der afliver dyr for et godt ord. Min kat blev dårligt nok undersøgt, og dyrelægen gjorde ikke at konstatere andet end at noget var galt. Jeg fik ikke noget valg og kun et kvarter til at sige farvel til min kat gennem 16 år. Bagefter kan jeg se, at han naturligvis ikke kunne gennemtvinge hvad han sagde, og skulle have nægtet indtil der var stillet en diagnose.