Sådan blev jeg tryllekunstner.

Det hele startede omkring slutningen af sommereferien 1990. Jeg var med min mor i Rosengårdcentret for at handle (til folk, der ikke kender Rosengårdcentret, vil jeg sige, at det er et af de største butikscentre på Fyn, og at det ligger på grænsen mellem Odense SØ og M). Vi gik helt tilfældigt ind i en lille spøg og skæmt-forretning der hedder "Why Not?" Vi kiggede lidt, og pludselig fik jeg øje på en lille papbakke med plastfolie udenom, og indeni lå der nogle tryllesager - og en tryllestav! Jeg tænkte, at det ville da være sjovt at have sådan en, jeg tænkte slet ikke på tryllesagerne, og jeg fik lov til at købe tryllesættet. Det kostede 25 kr., men jeg kan ikke huske, om jeg skulle afdrage og fik afdraget, eller om jeg fik pengene eftergivet. Jeg tror, jeg kun fik 5 eller 10 kr. om ugen, dengang, så 25 kr. var mange penge. Da vi kom hjem, skulle jeg straks prøve tryllestaven, og tryllesættet fik jeg hurtigt smag for. Der gik ikke lang tid, før der var kommet mange børn til henne på vores trappesten for at se mit tryllesæt. Jeg var så ivrig efter at trylle, at jeg ikke havde lært tryllekunsterne eller bare prøvet på det. Der gik en tre dages tid, før jeg fik min mor til at læse brugsanvisningerne til tryllekunsterne. Mens jeg husker det, vil jeg lige fortælle, hvad der var i tryllesættet: Bægerspillet: En billigversion af et kendt tryllenummer, hvor tryllekunstneren får en kugle til at hoppe igennem nogle bægere. I denne billige version var der tre grønne plasticbægere og nogle små skumgummikapsler på størrelse med to Treo, der er lagt oven på hinanden. De vandrende brikker: Tryllekunstneren har fire gule plastikbrikker (det var vist en slags skruelåg der, var med her), som ligger i et kvadrat. Tryllekunstneren lægger sine hænder over to af brikkerne, og når han fjerner dem igen, er den ene brik hoppet over til den anden. Dette gentages, indtil alle fire brikker ligger under samme hånd, og så tryller man dem tilbage igen. Ringen på snoren. Man har en ring, i dette tilfælde en grøn plastikring, som man putter en snor igennem. Man sørger for, at ringen hænger på midten af snoren, og vupti, så ryger ringen af. Kuglebægeret. Man har et lille bæger med låg, her rødt og med en fod, og en kugle, her gul. Man tager kuglen og lægger den i lommen. Alle kan se, at kuglen kommer ned i lommen, men lige, når man har puttet den ned, forsvinder den. Til alles forbavselse er kuglen hoppet tilbage i Bægret. Den krybende kugle. Man har en snor, hvor der sidder en kugle i den ene ende. Man holder snoren lodret men kuglen nederst, men pludselig begynder kuglen at krybe op til den anden ende. Jeg brugte en del tid med tryllekunsterne, og øvede mig meget på Bægerspilet og Kuglebægret. De var nemlig nemmest. På brugsanvisningen til Ringen på snoren var der en lille kupon, og der stod, at hvis man sendte den ind til en adresse, så ville man få et gratis tryllekatalog! Jeg sendte selvfølgelig denne kopon ind, og jeg modtog et tryllekatalog. Det havde grønt kartongomslag og var vist nok fotokopieret. Det så jo spænende ud, og jeg sparede og sparede, til jeg havde nok til at købe nogle tryllekunstner. Man skulle nemlig købe for mindst 75 kr.! Da jeg havde bestilt og betalt mine tryllekunstner, gik der vist nok en 14 dages tid (jeg er ikke sikker, men 14 dage var den mest normale leveringstid fra den tryllebutik). Jeg var glad for tryllekunsterne. Jeg tryllede nu et stykke tid, indtil jeg på TV2 - Fyn så et program om et børnecirkus i midten af Odense. Til slut sagde oplæseren, at Cirkus Stjerneskud (CS fra nu af), som cirkusset hed, i ferien også afholdt et tryllekursus. Det skulle jeg selvfølgelig med på, så min mor ringede ind til TV2 - Fyn for at få telefonnumret til CS, men inde på TV2 - Fyn påstod de hårdnakket, at de ikke havde sendt nogle indslag om et børnecirkus, og de havde slet ikke sagt noget om et tryllekursus!

ÆV!

Nu troede jeg lige, at jeg skulle lære at trylle, rigtigt. Men, nogle dage efter, så min mor en plakat i City Brugsen i Odense. Den var fra CS, og der stod noget om et tryllekursus! Da min mor kom hjem, ringede hun straks ind til CS. De sagde, at jeg bare kunne møde op i Vindegade nr. 100 d. mandag 18/2 1991 til onsdag d. 20/2 1991 kl. 10 - 14. Dagen før gik vi derind, for at vi var sikre på at kunne finde det. Men der var mange huse med nr. 100, og vi blev tilsidst enige om, at det var ved Frelsens Hær. Der var nemlig ingen skilte. Da vi så kom derind dagen derpå, gik vi underligt nok hen til en stor trappe og spurgte, om det var her, der var trylleri. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi gik hen til trappen, måske for CS havde stillet en træklovn ud, måske fordi Frelsens Hær havde lukket, og vi så så en tilfældig person på trappen. Vi fik at vide, at her var trylleri, og jeg kunne bare gå ind. Da jeg gik ind af døren, kom jeg først ind i en lille gang, hvor der stod nogle skabe med indesko. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage et par på, men der var ingen der passede, så jeg lod være. Jeg gik ind ad en dør til venstre i gangen og kom ind i et lille run, med et stort vindue. Tilsidst kom jeg ind i selve træningslokalet. Det var et stort rum på en 30 X 20 meter eller noget i den retning med en 3 - 4 meter til loftet. Der var en del søjler til at holde loftet oppe. Bagerst, omkring højre hjørne, så jeg så den tryllekunstner, der skulle undervise. Jeg havde set ham før på min skole. Hans navn er Peter Frydenlund. Jeg gik hen til de andre, og han lærte os nogle tryllekunster. En af dagende kom der et tv-hold fra TV2-Fyn programmet Weekendtilbud. De gik lidt rundt og filmede lidt, og så skulle de lave to optagelser, hvor de skulle bruge en person til hver. Jeg var så heldig at blive valgt til den ene. Den første af optagelserne var, at den ene af lederne i CS skulle stå og snakke med ham fra Weekendtilbud. Så skulle der komme en fra cirkuset ind i mellem dem og sætte ild til noget flash-vat som han havde på hånden (til ikke tryllekunstnere vil jeg lige fortælle, hvad flash-vat, er. Det ligner almindeligt vat, men når man sætter ild til det, brænder det på under et sekund og efterlader ikke aske. Der skal bare en lille gnist til at få det til at brænde, og det er meget dyrt, i øjeblikket koster det 50 kr. for 50g). Den første af optagelserne, den var jeg ikke med i, gik fint efter et par gange. Så skulle det laves, hvor jeg var hovedpersonen. Jeg skulle ligge nede i en stor kasse. Så skulle der komme én og slå på kassen, og jeg skulle så komme op og brænde en klump flash-vat af, lige op i kamara-linsen. Imidlertid var der kun et stykke flash-vat tilbage, fordi det før skulle tages om en del gange. Vi lavede en enkelt prøve uden flash-vat, og så tog vi den med flash-vat, og det gik godt i første forsøg. Det hele skulle afsluttes med en forestilling i "Magasinet," som er en scene i Odense. Det skulle foregå søndag d.24/2 fra kl. 11 til 11.15. Jeg skulle lave en tryllekunst med følgende effekt: Man tager blå tørklæder og får dem til at forsvinde på mystisk vis. Publikum der bemærke dog, at der hang en lille blå snip ud af hver lomme. Så får man et gult tørklæde til at forsvinde "rigtigt," her ved at putte det ned i hånden, og pist væk er det! Så får man øje på snipperne der hænger ud af lommerne, men når man trækker i dem, opdager man, at de hænger sammen. Når man så trækker dem helt ud, viser det sig, at tørklæderne er sat sammen til et langt tørklæde med et gult stykke i midten. Det gik, som det skulle. Fordi tryllekurset havde været en succes, besluttede CS, at der skulle være trylleri fast, jeg tror det var hver onsdag. Det var jo lækkert. Jeg skiftede til en anden trylleforretning, hvor der var et lidt bedre udvalg (efter min mening).

Jeg har to gange været den ene halvdel i en trylleduo:
Den første droppede jeg, fordi han ikke gad investere i tryllekunster selv. Det betød, at jeg skulle købe for omkring tusind kroner tryllekunstner, som han skulle bruge. Det var lige før og et par år efter tryllekurset, så vi tjente ikke penge på det. Den anden mødte jeg i CS. Han kom først til et par år efter, jeg var startet og var ikke dårlig til at trylle (selv om jeg faktisk var bedre). Det gik rigtig godt i mellem et og to år. Vi nåede at lave et stort show sammen, hvor vi lånte CS lokaler, og vi var ude og trylle, mest for børnehaver. Der fik vi selvfølgelig penge for det. Vores første forestilling var til noget der hed "Det Blå Rocktog," som blev afholdt i Kongens Have i Odense. Vi fik 200 kr. til deling for den forestilling. Der fandt jeg på vores navn, A/S Magic. Hans fornavn startede med A, og som bekendt hedder jeg Simon. Ved vore senere forestillinger satte vi prisen op til 300 kr., altså 150 kr. til hver. Det begyndte dog tilsidst at tynde ud i forestillingerne, og han ville også på en teaterefterskole, så han kunne få en bedre sceneoptræden. Men det, der fik mig til at sige stop, var efter et job for en ungdomsklub. Vi havde fået en check til deling, og vi aftalte, at han skulle hæve den. Da vi så sås nogle dage efter, havde han hævet checkken, men han påstod, at de i banken havde sagt, at computeren havde slugt 50kr på chekken! Jeg syntes, det var meget underligt og ringede ind til hans bank. De sagde, at det ikke kunne lade sig gøre medmindre checkken var fra udlandet. Den var fra Odense Kommune. En dag, jeg stod og talte i telefon med ham, kom min mor og tog røret og gav ham sådan en skidebalde (hun kan godt blive meget sur). Da han en uges tid efter kom hjem til mig, sagde han, at han havde været inde i banken og tale med direktøren, og han havde sagt undskyld og givet ham de 50 kr. Jeg fik så mine 25 kr. Af sikkerhedsgrunde var min mor gået en tur. Min mor har senere set ham rende rundt i byen og lave ballade.
Jeg har ikke haft kontakt med ham siden nogle få måneder efter det med checkken.
Jeg vil lige sige for en god ordens skyld, at det her er, som jeg har oplevet det, der kan findes andre udgaver af historien.

I dag tager jeg jævnligt ud og tryller alle mulige steder. Jeg syntes stadig, det er meget sjovt.


© by Simon Mikkelsen 1998
[Forsiden]  [Hjemmesidemaskinen]  [Giv en kommentar]
[DTP og HTML for begyndere]  [Indhold - Trylleri]  [Lidt om mig privat]  [Lækre links]  [Download]  [WAV's]  [Simons Sindsyge Side]  [Siden hvor der står alt]  [Tæskeholdets antiofficielle hjemmeside]